Storvildtsjægeren Natasha Illum Berg har skrevet sin anden bog, ‘Te i den blå sofa’. Det er en selvbiografisk bog om hende selv, hendes store kærlighed og tabet af manden hun elsker.
Natasha Illum Berg, der er bosat i Tanzania, giver et indsigtsfuldt billede af sig selv og sin oplevelse af verden. Hun beskriver det brusende og ægte forhold, hvor hun for en sjælden gang skyld overgiver sig fuldstændigt til sin elskede. Hendes elskede er gift, og deres kærlighed har trange kår og er omgivet med megen had. Kunstmaleren, som Natasha Illum Berg har et forhold til, bliver skudt lige uden for hendes dør. Hun hører hans dødsskrig, og hans krop falde til jorden. Hun beskriver tabet af den mand, hun elsker så højt, og hvordan det er at leve livet uden ham:
‘Jeg ville være tåbelig, hvis jeg troede, at jeg nogensinde kommer over tabet af dig eller på nogen måde kan lægge det væk et sted. Det er en absurd tanke. Det er alt for stort til at få ind i et adskilt rum, det er alt for uhyrlig stort til bare at tage med gennem døren til resten af mit liv. Jeg vender det den ene vej og den anden, jeg bliver vred, jeg tigger om hjælp, men alt er stille omkring min store tunge pakke, døråbningen og mig. Intet lastrum er stort nok, det ved jeg instinktivt. I fare for at kuldsejle ved det mindste uvejr. Jeg må pulverisere det, kværne det til støv og lade en enkelt lille partikel lande på hver af min krops celler, indtil det er ligeligt fordelt . . . Min eneste chance må være at lade dét blive en del af mig, det er for ødelæggende til, at jeg kan tage del i det. Selvfølgelig aner jeg ikke, hvordan jeg skal gøre det.
Det er en stærk bog, Natasha Illum Berg har skrevet. Hun går dybt ind og endevender sine følelser og beskriver dem malende for læseren. Hun kan noget med sproget, der gør, at bogen ikke blot bliver en banal, sentimental beskrivelse af det at miste. Hun gør konstant brug af metaforer og sammenligninger, der gør sproget levende og tvinger billeder frem på læserens indre skærm:
‘Nu lader jeg lyden af dit sidste skrig sive ind, langsomt, i mine ben og knogler. Det er den eneste måde, jeg kan overleve på uden at miste forstanden. Ben og knogler er porøse som den vulkanske jord i min have, forstanden er det ikke. Ben og knogler, der bærer blødt kød og hud, har et hult indre, der kan fyldes med et helt livs honning og spildt mælk. Der er ingen mening i at prøve at fornægte lyden, den sidder fast i mine ører som havet i en konkylie. Jeg vil laden den spille forfra om og om igen, indtil vanens følelsesløshed skruer ned for styrken.’
Bogen indeholder en meget følelsesladet historie, men ser vi bag kærlighedshistorien, har Natasha Illum Berg også et budskab til os: ‘at have er ingenting’. Hun beskriver selv sin store kærlighed ‘som grundlagt på charmen ved at vide, ikke på at have’.
Bogen ‘Te i den blå sofa’ ligger indholdsmæssigt langt fra Natasha Illum Bergs første bog ‘Floder af rød jord’. Men kan man lide hendes maleriske skrivestil og hendes pragtfulde beskrivelser af naturen omkring hende, er det bestemt også værd at læne sig tilbage i sofaen og læse den sørgelige historie og nyde hendes tankevækkende betragtninger af verden omkring sig.
