Wat Xieng Thong

At kåre Sydøstasiens vigtigste templer er umuligt. Der kan være uenighed om kriterier, smag og behag og meget mere. Her kommer i hvert fald 4 gode bud.

Cambodia: Angkor Wat
Angkor Wat er den største religiøse bygning der har eksisteret i verden. Og det er ikke bare størrelsen der imponerer i dette fantastiske tempel. Tjek også de mange relieffer, udsigten og sug historiens vingesus til dig.

Og så er Angkor Wat bare et af mange forskellige templer i det store område kaldet Angkors Arkæologiske park. Her kan man let bruge 2 dage. Gå ikke glip af det flot udskårne Bantaey Srei og Ta Phrom, hvor man har ladet junglen ”beholde” en del af templet.

Thailand: Wat Phra Keaw i Grand Palace (Bangkok)
Wat Phra Keaw er Thailands stolthed og det helligste sted i hele landet. Templet er en kalejdoskopisk oplevelse af guld, fantastiske farver og figurer. Det er helt overvældende. Det kongelige tempel rummer Smaragdbuddhaen, en lille fyr af jade, der er meget vigtig for thaierne.

Wat Phra Keow er kun 200 år gammelt, men er stadigvæk et eksempel på sublim thailands arkitektur. Templet er virkeligt et overflødighedshorn af ægte Thailand. Efter forfatterens mening det flotteste tempel i Thailand.

Laos: Wat Xieng Thong (Den Gyldne bys tempel)
I Laos storhedstid blev riget kaldt “Kongeriget med en million elefanter”. Hovedstaden dengang var Luang Prabang og her ligger Wat Xieng Thong, det mest imponerende tempel i Laos.

Langt de fleste templer i Luang Prabang er blevet ødelagt gennem tiderne, men Wat Xieng Thong eksisterer som det oprindeligt blev bygget. En tur i templet er en elegant historisk oplevelse. Læg mærke til templets tag, som i ægte gammel Luang Prabang-stil graciøst strækker sig næsten ned til jorden.

Burma: Schwedagon Pagoda
Pagodaen står på en bakke og er hele 98 meter høj. Ifølge legenden stammer stupaen helt tilbage fra Buddhas levetid, og pagodaen er så gradvist blevet gjort flottere og flottere. I dag kaster den en gylden glans over Burmas hovedstad Yangon (Rangoon).

Stupaen er dækket af 60 ton guld og belagt med tusindvis af diamanter, rubiner, safirer og andre ædelstene. På vej til pagodaens top hænger mere end 1.000 guld og sølv klokker og på toppen er der en 76 karats diamant.

Hvad har jeg glemt?
Jeg har ikke besøgt alle templer i Sydøstasien – så jeg har sikkert ikke fået alle templer med. Giv din mening om hvad jeg mangler i vores forum.

0 Kommentarer

Efterlad et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

© 1999-2021 Backpacker Planet – mødestedet for backpackere.

Log ind med brugernavn & kodeord

eller    

Glemt dine oplysninger?

Create Account