Den 4. januar 1761 tog Carsten Niebuhr af sted sammen med 4 andre unge mænd og som den eneste overlevende vendte Carsten Niebuhr hjem til København igen d. 20. november 1767. Bogen er først nu udkommet på dansk over 300 år efter den blev udgivet på tysk.
Følg Carsten Niebuhr på hans fantastiske rejse.
Med sine dybdegående beskrivelser af de islamiske lande, deres kultur, sprog, befolkninger og sidst men ikke mindst geografi er den ikke bare en videnskabelig afhandling, men også et kik ind i datidens arabiske kultur oplevet igennem en ung mands rejseberetning.
Vi forsøgte i dag for første gang at spise i et tyrkisk spisehus. Måltidet var såvist godt og alligevel meget billigt, men det øvrige i dette herberg desto dårliger. Vi spiste ved et bredt muret sæde i køkkenet og ud til den offentlige gade uden kniv og gaffel og at en tarvelig lerskål. Bagefter besøgte vi en jøde som gerne beværter alle her ankommende europæere med vin. To piger som han udgav for sine døtre, talte italiensk og forærede os nogle små pengepunge som de med deres egne hænder havde lavet.
Bogen er meget præget af at Carsten Niebuhrs Rejsebeskrivelse fra Arabien og andre omkringliggende lande. Bind 1 er en afhandling med mange topografiske redegørelser, og beskrivelser af indbyggernes levevis, klædedragter, bygningsværker, landbrugsredskaber, musikinstrumenter, skriftsprog, levnedsmidler, osv. Man skal jo huske på at der er en grund til at bogen bliver tung nogle steder, det er en videnskabelig afhandling Det bør ikke afskrække personer med interesse for Mellemøsten fra at begynde på bogen, den er spændende og giver et indblik i livet imellem 1761 og 1767.
Illustrationerne alene gør at man kan få timer til at gå med at studere de små detaljer i kobberstikkene og kortene er så detaljeret at man føler at man ville kunne tage dem op og rejse igennem Yemen uden anden hjælp eller bygge en vandpumpe fra datiden via han tegninger……
Citat: “om vi lige i begyndelsen ikke havde stor fornøjelse af den form for skuespil fordi både instrumental- og vokalmusikken er meget dårlig, og fordi kvinderne indtog alle hånde for et ærbart øje uanstændige stillinger; selv om vi lige i begyndelsen fandt dem alle hæslige fordi deres gulfarvede hænder og blodrøde negle, de sorte eller blå sirater i ansigtet, på armene og brystet, de store ringe om anklerne, i ørerne og i næsen, den megen pomade i deres hår som man kunne lugte på lang afstand osv., slet ikke var efter vores smag, og stort set ikke en eneste blandt dem havde en behagelig stemme, så mente vi faktisk ikke at vi hørte eller så noget bedre, at den ene eller anden sang meget smukt, ja at hun ligefrem var smuk, og til sidst hørte og så vi dem lige så gerne som i Europa de bedste sangere og danserinder.”
